Guide til ND-filtre

Guide til ND-filtre

Du har måske hørt om ND-filtre og at de kan påvirke lyset, når du tager dit billede. Lad os udforske hvad et ND-filter er og hvordan du kan bruge det i din fotografering.

 

Hvad er et ND-filter?

Et Neutral Density-filter eller gråfilter, kan kort beskrives som solbriller til dit kamera. Solbriller reducerer mængden af lys, der når dine øjne, og et ND-filter reducerer mængden af lys, der når kameraets sensor. Et ND-filter monteres oftest på dit objektiv i filtergevindet, hvor dit dæksel også sidder fast.

 

Hvad kan man bruge et ND-filter til?

Nu bliver det lidt teknisk. Som sagt reducerer ND-filtre mængden af lys, der når kameraets sensor. Det giver dig mulighed for længere eksponeringstider eller større blændeåbninger uden at overbelyse billedet.

Det er rigtig smart, hvis du er ude efter en bestemt effekt, som du ellers ikke kan opnå med dine nuværende indstillinger, fordi der er for meget lys der rammer din sensor.

Bevægelsesslør

Det kan være du gerne vil fange bevægelsesslør med længere eksponeringstider, hvilket giver dine billeder en følelse af bevægelse og dynamik. Det er f.eks. meget populært hos landskabsfotografer, der bruger det til at få vand til at se helt blødt ud.

Lav dybdeskarphed

Det kan også være at du gerne vil tage et flot udendørsportræt med lav dybdeskarphed, hvor du adskiller dit motiv fra din baggrund. Det opnår du ved at bruge en stor blændeåbning, men nu har du mulighed for at bruge en langsommere lukkerhastighed, uden at overbelyse billedet.

Håndtering af høj kontrast

ND-filtre kan hjælpe med at reducere kontrasten i scener med meget stor forskel på de lyse og mørke områder. Ved at reducere mængden af lys kan du forhindrer overbelyste highlights eller alt for mørke skygger i samme billede.

Naturlig bevægelsessløring ved video

Hvis du vil opnå naturlig bevægelsessløring, når du optager video, bør din lukkerhastighed være ca. det dobbelte af din billedhastighed. Det vil sige at hvis du optager med 24 billeder i sekundet, så bør din lukkerhastighed være 1/50. Hvis du optager på en højlys dag, og gerne vil have en lav dybdeskarphed ved at bruge en stor blændeåbning, så er du nødt til at bruge et ND-filter, så dit skud ikke bliver overbelyst.

 

Typer af ND-filtre

ND-filtre findes i forskellige styrker, og de har et nummer der angiver hvor meget lys der bliver blokereret. Jo højere tal, jo mere lys blokeres. ND-filtre findes enten med faste eller variable styrker. På et variablt ND-filter kan man justere på styrken ved at dreje på filteret.

Inden for foto kan vi godt lide at måle lys i stop. Et stop repræsenterer en fordobling eller halvering af mængden af lys, der når kameraets sensor. Det vil sige at hvis du bruger et ND8 filter, så halveres mængden af lyset 3 gange.

ND-2: 1 stop

ND-4: 2 stop

ND-8: 3 stop

ND16: 4 stop

ND32: 5 stop

ND64: 6 stop

ND128: 7 stop

ND256: 8 stop

ND500: 9 stop

ND1000: 10 stop

ND2000: 11 stop

ND3200 15 stop

ND100K: 20 stop

 

Hvornår skal man undgå at bruge et ND-filter?

Når du bruger et ND-filter, er det vigtigt at tænke over din nuværende lyssituation. Det er nemlig langt fra alle situationer, hvor det er en fordel at bruge et ND-filter.

For det første, hvis du fotograferer i situationer med lavt lys, som f.eks. under indendørs- eller aftenbelysning, kan brugen af et ND-filter resultere i underbelyste billeder eller kræve for lang eksponeringstid, hvilket kan føre til uønsket bevægelsessløring eller uskarphed.

Desuden, hvis du fotograferer med det formål at fange hurtige bevægelser eller motiver i bevægelse, såsom sportsbegivenheder eller hurtige dyr, kan et ND-filter begrænse din lukkerhastighed og dermed resultere i slørede billeder.

Endelig, hvis du fotograferer i områder med ekstremt lavt lys, såsom stjerner eller bymiljøer om natten, kan brugen af et ND-filter begrænse mængden af lys yderligere, hvilket går ud over billedets klarhed og detaljer i skyggerne. I disse tilfælde kan det være mere hensigtsmæssigt at justere andre kameraindstillinger eller at bruge længere eksponeringstider uden filteret.

 

Opsummering

I korte træk er et ND-filter et kraftfuldt værktøj i en fotografs arsenal, der åbner op for tekniske muligheder og derved kreativiteten. Ved at reducere mængden af lys, der når kameraets sensor, giver det dig kontrol over eksponeringstider og blændeåbningen, som ellers ville være begrænset af omgivelsernes lysforhold. Husk dog at vælge situationer med omhu, hvor det er hensigtsmæssigt at bruge et ND-filter.

Gå på jagt i vores udvalg af ND-filtre.

Andre artikler